fredag den 22. august 2014

Koldhævet hvedebrød

Jeg købte Claus Meyers store bagebog, som jeg har haft rigtigt meget glæde af.
Den er nem at forstå, og har mange gode forklaringer, så man ved hvordan de forskellige trine skal udføres.
Dette brød er mit – for tiden – favoritbrød.
Det er enormt nemt at lave, og det smager fantastisk. Det kræver dog, at du har en surdej til at stå, så hvis du ikke har det, så må du i gang.

3 brød:
8 dl koldt vand
10 g gær
1 dl surdej
30 g salt
200 g grahamsmel
1 kg hvedemel

Hvis du bruger røremaskine, skal du hælde det kolde vand i skålen der passer til, og derefter røre gæren ud i vandet.
Tilsæt derefter resten af ingredienserne.

Sæt røremaskinen på lavt tempo, indtil det er rørt sammen til en homogen masse.  Nu skal der sættes fuld gas på røremaskinen.
Ælt indtil dejen er smidig og kan bestå glutentesten.

Sættes på køl natten over.

2 timer inden du skal bruge dejen, vendes den ud på bordet, og deles i 3 lige store dele.
De skal herefter formes til brød, og hæve i 2 timer under et klæde.
½ time inden de skal i ovnen, tændes den på 250 grader, og husk at have bagestenen inde på samme tid.


Brødene bages i 20-25 minutter, og er klar, når de lyder hult. De må gerne være en lille smule brændte i toppen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar