onsdag den 14. august 2013

Halifax Burger

Halifax Burger slår sig på, at de nøje udvælger sine ingredienser og laver næsten alt fra bunden. Så vidt jeg lige kunne læse mig frem til, så er det kun pickles i remouladen, som de IKKE laver selv.
Personligt elsker jeg en god burger med pommes frites, og jeg har derfor også ret høje krav til en burger, da jeg selv har eksperimenteret en del i hjemmekøkkenet.

Det første indtryk:
Mit besøg var på Falkoner plads i København. Den ligger – sjovt nok – pladseret direkte oven på en Fitness.dk. Lokalerne er meget skandinaviske, og kunne lige så godt have været lokaler til en af de utallige caféer, der ligger på ethvert gadehjørne. Man kunne ikke se at dette er en burger bar, hvilket jeg synes er ærgerligt!

Menu kortet:
Halifax burger fortæller dig, at du selv får lov til at bygge din burger. Dette er en sandhed med modifikationer. Du får lov til selv at vælge bollen, kødet, tilbehør og dip til dit tilbehør. Ellers er burgernes ”indhold” bestemt på forhånd. Du har dog mulighed for at tilkøbe ingredienser som f.eks. bacon, feta, sennep osv osv. Faktisk op til 15 ingredienser, hvilket jeg synes er ret fint!
Du har mulighed for at vælge imellem 10 forskellige burgers, og de er faktisk ret forskellige.
- København burgeren – Den helt klassiske.
- Liverpool burgeren – Salat, tomat, rødløg, HP sauce, bløde løg, og spejlæg med purløg.
- Kreta burgeren – Salat, tomat, rødløg, tzatziki, feta og bøffen smøres med en tapenade af oliven og soltørrede tomater.

Mit valg:
Jeg valgte en Lone Star burger, den klassiske bolle, 175 gram bøf, Grove fritter, chipotle og aioli som dip.
Tjenere gjorde opmørksom på, at bøffen, som udgangspunkt, bliver medium stegt. Det var ok med mig. (Hvorfor spørger de ikke bare hvordan den skal steges??)
Lone Star beskrives sådan: Lidt som med statens fallerede søn; man hader at elske den. Men den kan et eller andet:
Lidt salat og rødløg lægger bund til en bøf, der grovsmøres i BBQ-marinade og pyntes med masser af chedder og bacon.

Populære tilkøb:
Spejlæg. Rösti. Chilistegte champignoner.
Jeg er ikke selv fan, af disse popsmarte beskrivelser, men hvis de mener at det skaber en ”frisk” tone, så fred være med det.
Personligt elsker jeg en god BBQ-marinade til min burger, så jeg så frem til denne burger, da den jo ”grovsmøres” i BBQ-marinade.

Tallerkenen:
Selvom restauranten var fyldt, så gik der ikke længe, før vores tjener kom med burger til os. Det første indtryk var egentlig ganske udmærket. Der var ok med pommes frites, og burgeren var også af en god størrelse.

Maden
Den første bid viste desværre en skuffelse.
Brødet smuldrede når man prøver at køre kniven igennem og giver en meget tør smag i munden. De laver brød hver 7. dag, og jeg tror disse var de sidste brød der var tilbage. De smagte ikke meget bedre, end de burgerboller, man kan købe i det lokale supermarked.
Bøffen var nu ganske god, og den var – som lovet – stegt medium. Jeg kunne dog ikke rigtigt smage den BBQ-marinade, som bøffen skulle være grovsmøres i? Det var skide ærgerligt, da jeg havde glædet mig til at få BBQ!!
De Grove fritter var desværre en meget stor skuffelse! Det var kæmpe store stykker, og du kan IKKE lave sprøde fritter, som er på størrelse med ¼ kartoffel. Det smager bare ikke godt! Aioli’en var ok, men den Chipotle, som skulle være med chilismag, var desværre uden bid!

Er det pengene værd?
Njaaaaeeeeeejjjj…

Egentlig synes jeg, at de gør et ok forsøg på at lave en god skandinavisk burger kæde. Det virker dog mere som om, at det er lavet for forretningens skyld, og ikke for madens skyld. Har det noget at gøre med, at de 2 ejere er uddannet på CBS og ikke på kokkeskolen? (gode kokke kan dog godt være selvlært)
Man vil så gerne at det er godt, da der findes så mange dårlige burgersteder i dette land, men jeg stod lidt med en ØV fornemmelse bagefter, og det samme gjorde min ”med spiser”. 185,- er som sådan okay for en burger med pommes frites +  sodavand. Men jeg stod med den fornemmelse bagefter – ”Gav jeg virkeligt næste 200,- for dét??”

+ Næsten alt er hjemmelavet
+ God Orange sodavand
+ Hurtig servering

- Dårlige brød
- Hvor blev BBQ-marinaden af?
- Grove fritter alt for store, og giver dig ondt i maven.

- Det hele smagte lidt kønsløst. F.eks. burde dip være noget der virkeligt smager af noget!

€ €

2 euro ud af 6.

Brdr. Price Restaurant

Lad mig sige det som det er – Jeg havde store forventninger til denne restaurant. Jeg er vild med de 2 brødre, så det kunne næsten kun skuffe!! Men det gjorde det ikke!
Restauranten er delt op i 2. Et spisekøkken og en spisestue. Spisekøkkenet er mere casual, og du sidder og spiser der hvor kokkene laver maden.
Spisestuen er med store lysekroner og hvid dug.

Det første indtryk:
Vi blev vist ned i spisestuen, som ligger nede af trappen med den røde løber. Som billedet viser, oser stedet af hygge! Vi sad ved et bord ved siden af bogreolen, og der var en masse kogebøger og billeder af deres mors skuespiller karriere. Stemningen er utroligt afslappet og hyggelig, så vi sætter os med et smil på læben og er klar til at kigge på menu kortet.
Lige efter vi havde fået menu kortet, fik vi serveret et brød – i mini størrelse – og smør. Det smagte fantastisk, og lidt sjovt at få et helt brød, i stedet for skiver.

Menu kortet:
Menu kortet består af 6 forretter, 6 hovedretter og 6 desserter. Derudover er der snacks og kaviar. Retterne er, som man kan forvente: Beuf Stroganoff, Stegt perlehøne, peberbøf osv.

Mit valg:
Jeg valgte at få en hovedret + sideorders og så gemme lidt appetit til desserten.
Da dette var mit første besøg, så skulle jeg simpelthen prøve Boeuf Stroganoff og pommes frites som tilbehør.



Tallerkenen:
Helt absurd hurtigt, kom vores retter til os. Selvfølgelig blev det serveret i en lille gryde, og pommes frites blev serveret i en lille friture kurv.
Min ”med spiser” fik en stegt perlehøne, som var rustikt pyntet og så meget indbydende ud!

Maden:
Når man først tager maden over på tallerkenen, ligner det ikke noget specielt. Faktisk er Boeuf Stragnoff en meget grim ret, men hvad gør det, når det smager så himmelsk som det gør! Hvert kødstykke var rosa, og havde en masse smag i sig! Saucen/sovsen smagte dejligt af fløde, uden at være for meget. Pommes frites var af en perfekt størrelse, som gav et sprødt ydre og et luftigt indre.
Jeg fik lov til at smage den stegte perlehøne, og den smagte virkeligt fantastisk. Dejlig saftig med rimeligt sprødt skin og masser af velsmag.
(Som en lille info,  sagde kvinden ved vores nabo bord, at den fisk hun havde bestilt,  var den bedste hun nogensinde havde smagt!!)

Desserten:
Til dessert valgte jeg en Gâteau Marcel, som er en chokoladekage. Den blev serveret med en sorbet is og det smagte også himmelsk.

Service:
Servicen hos Brdr. Price er helt i top. Min ”med spiser” kan ikke tåle alkohol, og jeg vælger derfor også tit vin fra. Vi har nogle steder følt, at vores tjener har set lidt ”ned” på os, fordi vi ikke vil drikke vin. Men her følte vi os virkeligt velkommen og vores tjener fornemmede hurtigt, at vi var med på en frisk jargon. 

Er det pengene værd?

Ja!
Maden var fantastisk, spisestuen er gennemført og servicen er i top. Mere kan man ikke forlange! 
For drikkevarer og 2 retter hver, kom vi af med 820,-
Vi vil til enhver tid anbefale alle at tage på Brdr. Price restaurant i Rosenborggade. En restaurant efter mit hjerte – Masser af smag og masser af hygge

+ Velsmag
+ Kanon service
+ Hyggelig indretning og dejlig atmosfære


- Man sidder meget tæt, og vi følte faktisk at vi sad ved samme bord, som dem ved siden af.

€ € € € €

5 euro ud af 6 mulige!




onsdag den 22. maj 2013

Hjemmelavet pasta

Det er det hyggeligste i verdenen at lave sin egen pasta. Det er forholdsvis simpelt, og forstår man
grundprincipperne, kan man få rigtigt meget ud af det.
Du kan f.eks. lave ravioli, lasagneplader, tagliatelle osv.

Opskrifter på pasta er forskellig alt efter hvor i Italien man leder. Den opskrift jeg plejer at gå ud efter, er den norditalienske. Det betyder at den laves med æg og mel.

Mange har vel set at man laver et lille hul i en bunke mel, og putter æg deri. Vil man gerne have lidt mindre mel på bordet, så kan man sagtens gøre det på samme måde i en skål.

Det du skal bruge:
1 æg pr. 100 gram mel.
Så bestemmer du selv hvor meget du vil lave :-)
En lille skvæt oliven olie. (Ikke alle steder i Italien er dette velset)

Hvilken mel?
Der er mange forskellige meninger om dette! Skal man bruge Tipo 00, som er hvedemel, der er malet finere end den hvedemel vi normalt har stående.
Skal man bruge durum mel, som er en anden kornsort?
Kan man bare bruge den normale hvedemel, som står i skuffen/skabet?

Det er helt op til dig selv, hvad du gerne vil bruge. Jeg har flere gange lavet det med "alm." hvedemel, og det smager også dejligt. Jeg har stadig til overs, at prøve det med durum mel, men det skal jeg nok skrive om når det er prøvet.

En god idé - for at samle mel og æg - at gøre det med en gaffel. Pisk stille imens du puffer mere mel i, lidt efter lidt, fra det mel der ligger rundt om.
Dejen skal være fugtig, men stadig mere tør end en dej til brød.

Hvis du bruger pastamaskine:
Dejen skal være "glat" i overfladen, og dette gøres ved at køre dejen igennem - på den tykkest indstilling - flere gange. Det er vigtigt at drysse dejen med mel, og gør det evt. også ned i pastamaskinen. Dette hjælper med at dejen ikke går fra hinanden.

Når dejen er "glat" fortsætter du bare med at gå et trin ned i tykkelse. Sørg hele tiden for at drysse med mel, så det ikke klistre sammen.
Til sidst - når dejen er kørt igennem den tyndeste indstilling - drysser man med mel, og kører den igennem "kniven" med den tykkelse som pastaen ønskes. - Dette trin kan
også gøres "manuelt". Drys med mel og rul dejen fint sammen. Skær med din kniv i den tykkelse pastaen skal være.

Så snart pastaen er skåret ud, skal der drysses med mel igen. Dette gøres for at
pastaen ikke skal klistre sammen! (Det kan virke voldsomt med alt det mel, men nogle steder i Italien drysser de store mængder majsmel ud over den færdige pasta, for at trække fugten ud, hvilket jeg dog ikke har prøvet).

Tip:
Hvis du ikke har mod på at stå med lange baner af dej, så tag en lille bid af den store klump, og gør den færdig først. Så slipper du for at stå med en 5 meter lang dej.

Pastaen skal kun koge i max. 2 minutter, og det smager bare fantastisk.

Jordbærsaft

Dengang jeg var barn...

Ja - sådan har jeg det faktisk med jordbærsaft! Jeg havde/har en god kammerat, hvis mor, ALTID serverede pandekager, vafler eller æbleskiver når jeg besøgte ham efter skole. Der kom vi hjem med græs på knæene - fra fodbold i frikvarterene - og var sultne!
"Hvad har det med jordbærsaft at gøre??" - spørger du så...
Vi fik altid jordbærsaft til :-)

Jeg har ikke den store kærlighed til "jordbær med mælk", så jeg vil meget hellere have det på saft!

Det er ret nemt at lave, og det smager bare fantastisk!

Du skal bruge:
1 kg jordbær
6 dl vand
6-800 g sukker - alt efter hvor sød den skal være (jeg foretrækker 600g)
lidt atamon.


Når jordbærrene er rengjorte, puttes de i en gryde med sukker og vand.
Her koges de under låg i ca 20 min.
Det hele skal igennem en si med et klæde, og lad det dryppe der i nogle timer.
Du må IKKE tvinge saften igennem, da det vil give en uren saft.

Bagefter hældes det på flasker.
Flaskerne skal være rengjorte med kogt vand og atamon.

Nem og dejlig saft, som kan nydes året rundt :-)

Ribs Gelé

Den dansker sommer er virkeligt over os - regn og blæst - så jeg vil bruge dagen på at lave saft og gelé!

Sidste sommer var vores have fyldt med dejlige bær, og NU skal de sidste bruges.
Jeg har tidligere forsøgt mig med Ribs saft, men det var kun min mor, der kunne drikke det.

Nå, men tilbage til geléen.
Ribs gelé kan nemt - og billigt - købes hos den lokale købmand, men den hjemmelavede er SÅ meget bedre, og uden allemulige tilsætningsstoffer. Efter jeg er begyndt at lave min egen, synes jeg simpelthen at den "købte" smager af "tungen ud af vinduet".

Hvad mange ikke ved, er at det er utroligt nemt at lave + at man skal nok få det hele spist :-)
Jeg bruger det til brun sovs og tilbehør til frikadeller, dyrekød, karbonader osv osv osv.
Derfor  - kom igang med at lave din egen :-)

Jeg laver den af 3 omgange, og det tager ca. 15 min hver gang. - Jeg plejer at fordele det ud over 3 dage. Det lyder måske af meget, men det er så nemt at gå til, at det er synd at lade være!
Der er ikke brug for noget til at stive Geléen med, da sukkeret og det stof der er i bærrene (kan ikke huske navnet), nok skal få det til at stive

Alt hvad du skal bruge er:
Ribs
Sukker
Atamon - for så kan det jo holde sig lidt længere end en uge på køl.

I første omgang, skal der ikke bruges nogen måletingester.
Hvis dine bær er friske, skal de selvfølgelig gøres rene, men det er dog ikke nødvendigt at ribbe dem (tage den lille sorte tinges, som de sidder fast i).
Du tager bare hvad du synes, eller hvad du lige har, og propper det ned i en gryde.
Til friske bær, vil det være en god idé lige at putte 1 spsk. vand i bunden af gryden, så de ikke brænder på. Er det frosne bær er det ikke nødvendigt, da der hurtigt vil komme væske, når de begynder at tø op.

Sæt varmen på middel, og lad dem koge indtil bærrene brister.
Hæld bærrene over i en si - med et klæde i bunde - og lad det står der til der ikke drypper mere saft. Lad det evt. stå natten over.
Info - Som klæde kan du bruge et viskestykke, men jeg har købt noget tyndt tyndt stof hos en "stof og sy" butik. Det er en del billigere end et viskestykke, og kan bare smides ud bagefter.

Når al saften er løbet igennem bruger jeg 1 til 1 metoden. 1 kg sukker til 1 liter saft.

Hæld saften i en gryde og koge det op. Når saften er kogt op, hældes sukkeret i mens du rører.
Lad det koge indtil det kan bestå den såkaldte "Geléprøve". Sæt en grydeske ned i massen og hvis der sidder dråber, når du tager skeen op igen, som ikke kan komme af. Så er geléen færdig.
Hæld en lille sjat atamon i.
Den vil stadig ligne saft, men når den er kølet af, så skal det nok blive stift :-)

Hæld geléen på de glas, de skal opbevares i, og dæk dem til med et viskestykke. Lad dem køle af (evt. natten over).

Det kan simpelthen ikke være nemmere, og nu har du gelé til lang tid :-) - og den bedste af slagsen!